• Backpacking
More

    Backpacker-rejser: 5 fantastiske destinationer du bør overveje at besøge i 2020

    Er du ved at planlægge årets backpacker-rejse for 2020? Så læs med her hvor Wanderwind kommer med et bud på 5 fantastiske destinationer, som du virkelig bør overvejer at besøge i 2020.

    Weligama, Sri Lanka

    Weligama er en kystby lokaliseret i Matara distriktet i det sydlige Sri Lanka. Byen ligger ca. 143 km syd fra hovedstaden Colombo. Weligama, der på singalesisk betyder “Sandby”, er ved at blive en populær rejsedestination, og rummer efterhånden mange lækre hoteller og hostels.

    Weligama i Sri Lanka
    Surfing i Weligama, Sri Lanka

    Verdensklasse surfing

    En af de største hovedattraktioner er uden tvivl surfing, og dette er ikke uden grund. Weligama er en af de absolut bedste surfing-destinationer i det indiske ocean med flere kendte surfer points inden for gåafstand. De mange forskellige surfer points i forskellige sværhedsgrader gør det sjovt for både begyndere, men også mere garvede surfere bliver udfordret. Du finder et hav af surf skoler, hvor du både kan få undervisning eller leje et surferbræt. 

    Mange unge backpackere vælger at besøge byen netop på grund af de gode muligheder for surfing, flotte strande og lave leveomkostninger, og det skaber en cool, energisk og festlig backpacker-stemning i byen, hvorfor der efterhånden også er mange hyggelige barer.

    Weligama Beach

    Byen er ligeledes kendt for sin flotte, lækre sandstrand “Weligama Beach” hvor lokale “stylte fiskere” fisker fra træstylter i vandet. Det er en meget særlig oplevelse, som giver et særligt autentisk indblik i den lokale kultur.

    Slangefarm

    Omkring 14 kilometer udenfor byen via Akuressa-vejen, ligger den populære slangefarm. Farmen har mere end 15 forskellige typer slanger, og heriblandt finder du den kæmpe pytonslange, der kan blive op til 7 meter lang og 30 år gammel.


    Ha Long Bay, Vietnam

    Ha Long Bay er et naturvidunder i det nordlige Vietnam tæt på den kinesiske grænse. Bugten er prydet med mere end 1600 limestone øer, der dækker et samlet areal på mere end 1500 km2. Siden 1994 har bugten været på UNESCO World Heritage Site, og har man først oplevet bugten, så forstår man det godt.

    Halong Bay i Vietnam
    Ha Long Bay, Vietnam

    Flydende landsbyer

    Lokale fiskere har gennem mange generationer boet i flydende huse, hvorfra de har kunne fange fisk. Den dag i dag er fiskning stadig familiernes primære indkomst, og du får uden tvivl et helt særligt indblik i den lokale kultur, når du besøger disse små, hyggelige landsbyer. Nogle af de lokale tilbyder billig overnatning, så hvis du er klar på en anderledes oplevelse, bør du slå til.

    Bådcruise

    Den ultimativt bedste måde at opleve Ha Long Bay på er med bådcruise. Du får oplevet naturen og de flydende landsbyer på nært hold, og får perspektiver, der ikke fås fra land. Der er flere typer bådcruise, hvoraf nogle indkluderer aktiviteter som snorkling, fiskning, kajaksejlads og vandring. Med mindre budgettet rækker til en helikoptertur, er det her den tur, du ikke vil gå glip af.

    Natteliv

    Udvalget af barer er forholdsvis begrænset, men med de fantastiske omgivelser, vil du med garanti stadig få en aften, der længe vil blive husket. Der er flere steder, hvor der er direkte udsigt til den smukke natur, et lækkert udvalg af drinks og sene åbningstider.


    Koh Tao, Thailand

    Koh Tao er en lille ø i den thailandske golf, der ligger 55 kilometer nord fra øen Koh Samui, som er den største ø i golfen. Koh Tao blev først rigtigt “opdaget” i 1980’erne, men rummer allerede nu et stort udvalg af hoteller lige fra budgetvenlige hostels og bungalows til 5-stjernede luksus resorts. Udvalget af restauranter og barer er med tiden blevet større og større, så øen nu har noget for enhver smag.

    Koh Tao i Thailand
    Koh Tao, Thailand

    Dykning

    Koh Tao betyder skildpaddeøen, og øen lever i den grad op til sit navn. Den er på top 5 over de bedste dykkerområder i Thailand, og måske nok det bedste spot i den thailandske golf. 

    Det er en meget populær ø for begyndere, da der tilbydes dykkercertifikat til meget rimelige priser. Desuden er vejrforholdene som regel rolige, hvilket skaber de perfekte omgivelser for dykning. 

    Koh Tao tiltrækker også mere erfarne dykkere, der gerne vil dygtiggøre sig og få en uddannelse som dykkerinstruktør, for derefter at få et arbejde på den dejlige, afslappende ø.

    Andre aktiviteter

    Hvis dykning ikke lige er dig, så fortvivl ej! Der er et stort udvalg af andre spændende og udfordrende aktiviteter, hvor der helt sikkert er noget for din smag.

    Her kan nævnes klatring, rapelling, cliff jumping, mountainbiking, thaiboksning og kajaksejlads. Hvis du er mere til de roligere oplevelser, kan du komme på madskole, dyrke yoga eller tage en vandretur på en af de mange flotte ruter.


    Nassau, Bahamas

    Nassau er Bahamas’ hovedstad og største by, og er lokaliseret i Caribien. Der er kun ét sted i verden, der har været scene for 4 James Bond film, huser en af verdens største private vinkældre med mere end 250.000 flasker vin og haft pirater boende (både Johnny Depp og the real shit). Og det er selvfølgelig Nassau.

    Nassua i Bahamas
    Nassau, Bahamas

    Aktiviteter

    Med mere end 160 km2 fuldstændig krystalklart vand og et utal af forskellige dyrearter, er Nassau en af de mest magiske steder på jorden. Du finder et væld af aktiviteter, hvor vand på den ene eller anden måde indgår.

    Tag på snorkeltur eller dykkertur, hvor du både kan opleve de flotteste koralrev, delfiner, skildpadder, søstjerner, hajer og mange, mange andre fisk. 

    Lyder det lidt skræmmende med alle de havdyr? Så er Aquaventure på Atlantis Paradise Island det oplagte alternativ. Et kæmpe vandland med mere end 20 områder, som bl.a. tæller 11 swimmingpools, kæmpe vandrutsjebaner og en 1,6 km lang flod (hvor du kan flyde med!).

    Aquaventure, som er Caribiens største tema-vandland, er lokaliseret i hjertet af Atlantis, Paradis øen og det er helt sikkert et besøg værd.

    Et mekka af spa og wellness

    Nassau er uden tvivl et mekka af spa- og wellnessoplevelser. Der er et stort udvalg af luksuriøse spa-steder, som tilbyder massage og andre behandlinger med fokus på velvære.

    Den utrolige udsigt, der er ved flere af spa-stederne, er med til at adskille disse steder fra alle andre. En tur på spa i Nassau er en oplevelse, du sent vil glemme.


    Playa del Carmen, Mexico

    Hvad der før var en lille søvnig fiskerby, er nu en af de bedre feriedestinationer i Mexico. Playa del Carmen ligger i området kaldet “Riviera Maya” ca. 70 kilometer syd fra den større by Cancún.

    Området var i mange år en halvkedelig fiskerby, indtil rejsende begyndte at få øjnene op for den formidable natur, de sandhvide strande og den gode mexicanske madkultur. Det resulterede i, at byen blev den hurtigst voksende by i Mexico, hvor befolkningstallet i 90’erne voksede fra omkring 2000 til mere end 20.000 indbyggere.

    Playa del Carmen har over 340 solskinsdage om året og en gennemsnitstemperatur på 27 grader, noget som Danmark ikke just kan prale af. Området byder på en lang række af aktiviteter, hvor både kultur, afslapning og adrenalin går sammen op i en højere enhed.

    Playa del Carmen i Mexico
    Playa del Carmen, Mexico

    Tulum Extreme

    Kombinér en magisk ruin oplevelse med adrenalinfyldt jungle-eventyr! Tag med på tur til de gamle, magiske Tulum ruiner, hvor guiden vil forklare dig om historien og mysteriet om Mayaerne – et gammelt, mystisk folkefærd. 

    Når den kulturelle lektion er færdig, er det tid til jungle-eventyr. Du kommer både til at flyve gennem junglen i ziplines og svømme i underjordiske grotter. En ideel oplevelse hvor de fleste kan være med.


    Vi håber, at dette indlæg har inspireret dig til at vælge destinationer, når du skal planlægge din kommende backpacker-rejse i 2020!

    Kommentarer

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    Annonce

    Populære kategorier

    Mere inspiration til dig