• Rejseguides
  • Getaways
More

    Sommer 2020: Weekendtur til berlin

    En forlænget weekend er oplagt at bruge i Berlin. Uanset om du tager bilen, kører med tog eller med bus eller flyver dertil, er vejen ikke lang. 

    Berlin sprudler af liv og spændende initiativer og overalt popper nye, interessante spisesteder og butikker op. Byen er i rivende udvikling og kan besøges af alle i alle aldre. 

    Hvad end du ønsker en kulturel weekend med museumsbesøg og masser af historie, eller vil på ferie med børnene, så er Berlin stedet. Byen emmer af små, hyggelige oaser og parker, hvor du kan trække dig tilbage fra den pulserende storby. 

    Oplev de store seværdigheder og skønne, tyske specialiteter på byens mange caféer. Udforsk de mange oaser, der byder på swimmingpools på Spree, skønne spasteder og lækker streetfood. 

    Hvad skal du lave?

    Listen med ting at lave i Berlin er meget lang. Men er du på miniferie i Berlin eller blot en weekend i byen, kan du af gode grunde ikke nå hele vejen rundt.

    Her er 5 af vores absolut yndlingssteder. Mest af alt er det skønne oaser, hvor du kan slappe af, komme ned i gear og nyde den fantastiske stemning, der er i byen. 

    Yaam 

    Denne lille oase ligger på grænsen mellem Friedrichshain og Kreuzberg klos op af Spree. Her kan du sippe skønne drinks og købe lækker street food. Området er farverigt og emmer af både historie, ungdom og sydlige vibes. 

    yaam
    yaam berlin

    Om du vil, kan du købe fjolletobak og ryge det på det store område med smuk udsigt over floden. Området er sandbelagt og du kan slappe af i strandstolene eller sidde ved borde/bænke. 

    Et hyggeligt område at hygge i nogle timer, når man har brug for et lille afbræk fra storbyen. Det koster 1,5 € at komme ind og har du lyst, kan du give mere og donere resten til det urbane område. 

    yaam musik berlin
    yaam i berlin

    Badeschiff 

    Denne oase er skøn på de varme dage. Badeschiff er nemlig et af de eneste steder i Berlin, hvor du kan få dig en dukkert ved floden Spree. Og faktisk ikke i den, men på den. Floden er nemlig stadig ikke ren nok til, at der er blevet sagt god for at bade i den. 

    bade i berlin

    På Badeschiff kan du bade i poolen, der flyder på Spree og det med den smukkeste udsigt i baggrunden. Du kan købe kolde drikkevarer, is og mad i de to boder. Der er fine toiletforhold og du kan låse alle dine ting inde i skabe. 

    Et skønt sted at bruge nogle timer og blive kølet ned i løbet af eller efter en lang dag i byen. 

    pool i berlin
    swimmingpool i berlin

    Vabali 

    Når du virkelig trænger til at få varmen, så er Vabali stedet. Her har man forenet Berlin med Bali i et skønt spa-område med balinesiske vibes. Nyd den store udendørs, opvarmede pool og slap af i solsengene. Tag en tur i saunaen og køb noget koldt at drikke i baren. 

    Der er også mulighed for at spise i deres skønne restaurant, når sulten melder sig. Man får altså nemt masser af timer til at gå i dette skønne område, der tager en langt væk fra storbyens stress og jag. 

    Spaen er, som så mange andre i Berlin, et nudist-spa. Du kan selvfølgelig bruge håndklæder og badekåber, men i både pool og sauna foregår det altså uden tøj. Der er derfor ingen grund til at tage badetøj med, når du besøger denne skønne spa i Berlin. 

    Heissa Holzmarkt 

    Her finder du ved juletid et fantastisk julemarked i Berlin. Men resten af året – og især om sommeren – er stedet også et besøg værd. 

    heissa holzmarkt berlin
    berlin kreuzberg

    Det er en skøn oase at hænge ud i og et pusterum for rigtigt mange lokale. Et kreativt område, hvor der er fokus på bæredygtighed og genanvendelse af affald. 

    Du kan købe kolde drikkevarer både dag og aften. Sid under de fine kulørte lamper og nyd udsigten over Spree. Bevæg dig rundt i området og bliv overrasket over alle de små kroge stedet byder på. 

    world trash center berlin
    heissa holzmarkt friedrichshain

    Monbijou Park 

    Dette område ved Spree er populært for mange unge Berlinere. Propfyldt med strandstole og med lyden af S-bahn, der brager over skinnerne i baggrunden. 

    Under togskinnerne ligger der masser af forskellige barer og spisesteder, hvor du kan købe pastaretter, döner, tapas, samt kolde og varme drikkevarer i lange baner. Du kan også ryge på vandpiber og samtidig nyde underholdningen fra de mange gademusikanter, der spiller rundt omkring i området. 

    Læs også: Miniguide til Berlin

    Hvor skal du spise?

    Morgenmad i Berlin

    Der findes et væld af skønne steder, du kan spise morgenmad i Berlin. Vi har valgt to steder, der faktisk ligger blot et par caféer fra hinanden, men de fortjener begge to at være med.

    I Berlin kan du få morgenmad lige så hip som hjemme i København. Langt de fleste steder er der mulighed for at få flere forskellige slags mælk i din flat white, ligesom du rigtigt mange steder kan spise både vegetarisk og vegansk morgenmad, økologisk og bæredygtigt. 

    Homemade 

    Her laver de, som navnet antyder, maden helt fra bunden. Du sammensætter i store træk selv din morgenmad. Vælg f.eks. røræg og tilføj hvad end du har lyst til – avocado, bacon, feta ost, laks eller noget helt andet. 

    Kaffen er super god og juicen friskpresset. Der findes flere forskellige veganske alternativer og der er er super hyggelig stemning på caféen. 

    Morgenmad berlin
    homemade cafe berlin

    Simon’s coffee

    Blot et par caféer længere nede af gaden finder du Simon’s coffee. Lidt dyrere end naboen homemade, men også med væsentligt større portioner. Du kan få lækre pandekager med toppings og et bredt udvalg af vegansk kage. Kaffen er lækker og serveres kun med plantebaseret mælk. Juicen er ligeledes frisk og stedet er hyggeligt og børnevenligt. 

    simon's coffee berlin
    brunch berlin

    Frokost i Berlin

    Ligesom du finder mange skønne morgenmadscaféer i Berlin, finder du også masser af skønne frokoststeder. Vi har valgt at forsimple det lidt her og anbefaler et af vores yndlingssteder at spise frokost, samt noget så berlinsk som en döner. 

    Freischwimmer

    Hvis du spørger os, så er et besøg på Freischwimmer et must. Et sted lige så hyggeligt og idyllisk skal man lede længe efter. Du kan få klassiske retter som wienerschnitzel og tyske kødboller af kalv. Derudover kan du få lækre fiskeretter, veganske og vegetariske retter, samt flammkuchen. 

    Efter kl. 16 kan du få store, lækre burgere og masser af virkelig gode grill-retter. Omgivelserne er helt fantastiske. Restauranten ligger på Spree og er både indenfor og udenfor hyggelig, romantisk og berlinsk på den gode måde.

    freischwimmer
    freischwimmer berlin

    Döner 

    En döner i Berlin må siges at være en klassiker. Og tro os, når vi siger, at de findes overalt. Det er klart, at der både er gode steder og knap så gode steder. Men alligevel vil vi ikke anbefale et bestemt sted. 

    Snup en döner der, hvor de lige passer med, at frokostsulten nærmer sig. Der findes mange gode steder og så længe man vælger et sted, der er besøgt, så burde man være rimelig sikker på at få sig en god omgang frokost i en döner. 

    TIP: MARKTHALLE STREETFOOD TORSDAG 
    Markthalle Kreuzberg er en torvehal fyldt med lækre råvarer, friske frugter og grøntsager, skønne oste og andre specialiteter. Hver dag kan du købe ind i de små boder, mens du torsdag aften kan købe lækker street food og nyde det i den store, flotte, gamle hal. 

    markthalle berlin
    marked berlin
    streetfood kreuzberg

    Eftermiddagskaffe i Berlin

    Berlinerne elsker at drikke deres eftermiddagskaffe på en af de mange fortovscaféer, der ligger spredt over hele byen. Tag f.eks. til Friedrichshain eller Kreuzberg, hvor det vrimler med små, hyggelige kaffebarer. Smag lækre kager, der mange steder fås veganske eller økologiske. Nyd kaffe i verdensklasse og med mælk i alle afskygninger.

    Bonanza Coffee 

    Bonanza er enkelt, lækkert og gennemført. De rister selv kaffen og serverer den i et utal af afskygninger og med bønner fra hele verden. Især deres filterkaffe er en videnskab, hvor man kan smage noter af alverdens frugter og nødder i hver enkelt tår. 

    Tag et smut forbi og drik en skøn eftermiddagskaffe to stay eller to go og bliv inspireret af den store passion de har for kaffe i butikken. Du skal ikke stille mange nysgerrige spørgsmål, før du på bedste vis bliver guidet og vejledt i kunsten at lave god kaffe.

    Bonanza cafe berlin
    bonanza coffee berlin

    Krone – kitchen og coffee

    Hos Krone kan du ikke blot nyde en skøn varm eftermiddagskaffe. Du kan også nyde lækker iskaffe og virkelig god, hjemmelavet iste og lemonade. 

    Omgivelserne er hyggelige og er du alligevel blevet sulten eller slår vejen forbi til en frokost, kan vi også love dig virkelig god mad. Et skønt sted, der bestemt er et besøg værd, uanset om det er for at spise eller drikke. 

    Aftensmad i Berlin

    Den berlinske madscene byder på alt fra street food til michelinrestauranter i verdensklassen. Derudover kan du i Berlin finde mad fra alle verdens kroge og kanter. italiensk, vietnamesisk, srilankansk, indisk og mexikansk. Hvad end du har lyst til at spise, er det helt sikkert til at finde i Berlin. Derudover bugner Berlin af veganske og vegetariske spisesteder og de må siges at være en del skridt foran i forhold til Danmark på den front. 

    Vi har fundet to budgetvenlige spisesteder, der virkelig er værd at spise ved. Et sted med ægte tysk mad, der fortolkes på simple, men lækre måder. Derudover et pizzasted du sent vil glemme. 

    Zia Maria 

    Dette pizzasted synes ikke umiddelbart at være noget særligt. Men selv helt simple sammensætninger af råvarer bliver her tryllet om til lækker pizza. Du køber pizzaen stykvis og du får rigeligt for pengene. 

    Stykkerne er inddelt i kategorierne: Vegansk, vegetarisk, kød og fisk. Prøv lidt af hvert, det hele smager super lækkert! 

    Det er det absolutte favorit pizza-sted blandt de lokale, som gladeligt køber to-go derfra – også online! Der er ikke mange siddepladser, så man kan passende tage pizzaen med og sætte sig i en af de små omkringliggende parker. 

    bedste pizza berlin
    zia maria berlin

    Dresden in Kreuzberg

    Her får du en af vores yndlings tyske specialiteter: Flammkuchen! Et tyndt stykke sprødt brød med creme fraiche, bacon og løg. Det er klassikeren. Det kan minde lidt om pizza og så alligevel ikke. 

    Hos Dresden får du flammkuchen i mange forskellige lækre varianter. Prøv den med gedeost, tomater og balsamico-eddike! Drik vin eller tysk øl til og nyd den skønne atmosfære, der er i Kreuzberg.

    Flammkuchen berlin
    dresden berlin

    TIP: SIMON-DACH-STRASSE 
    På Simon-Dach-Strasse hvor du blandt andet finder både Homemade og Simon’s Coffee, finder du ligeledes et væld af barer om aftenen. Generelt er det en gade, der sprudler af liv fra morgen til aften. Morgenmadscaféer, der bliver til frokoststeder. Restauranter der tilbyder happy-hour rabat på lækre drinks. Gå på opdagelse i området i og omkring simon-dach-strasse. 

    Brug en weekend eller en forlænget weekend i Berlin. Du kan uden tvivl bruge længere tid i den store by med al dens historie, mange oplevelser og lækre spisesteder. Men det er samtidig en oplagt by til en miniferie eller weekendtur, da det ikke tager ret længe at komme dertil. Hvis du ikke får nok første gang, kan du jo passende – og hurtigt – tage et smut dertil igen en anden gang. 

    Du kan læse mere om prisniveau, flybilletter mm. i vores Miniguide til Berlin.

    Kommentarer

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    Annonce

    Populære kategorier

    Mere inspiration til dig