Interrail budget til den gennemsnitlige rejse

Før du drager afsted på dit eventyr, er det vigtigt at have styr på dit interrail budget. Det kan virke uoverskueligt, især hvis du ikke har været afsted før. Interrail er en anden måde at rejse på og derfor kan det være svært at gennemskue, hvor mange penge du egentlig får brug for på sådan en tur. 

I dette indlæg kan du blive klogere på, hvad du skal bruge penge på inden rejsen, og hvor meget du bruger undervejs. 

Budgettet går udfra at du spiser ude min. en gang om dagen, og at du har behov for penge til seværdigheder eller anden underholdning hver dag. Derudover er der lagt penge til side til transport hver dag. 

Du kan altså nemt gøre turen billigere ved ikke at spise ude hver dag, have dage hvor du ikke bruger penge på seværdigheder eller dage, hvor du ikke benytter dig af den offentlige transport, men går rundt i byen. 

Udgifter før turen

Køb af interrail-billetten

Der er selvsagt nogle ting, du skal købe inden du tager afsted. Først og fremmest skal du have din interrail-billet. Hvis du vil vide mere om de forskellige typer af billetter og samtidig have nogle tips til turen, så læs vores interrail guide.

I denne guide tager vi udgangspunkt i, at din rejse varer en måned. Længden af turen er det, der svarer til rejseperioden, når du køber din billet. Rejser du i én måned, kan du vælge mellem 5, 7 eller en måneds rejsedage. Det er antallet af dage du kan rejse med tog i din rejseperiode. 

Hos DSB, med en rejseperiode på en måned, får du 5 rejsedage for 1650 kroner, 7 rejsedage for 1961 kroner og en måneds rejsedage for 3914 kroner. Som det kan ses her, er det altså hovedsageligt rejsedagene, der koster. Derfor er det værd at overveje, hvor mange rejsedage du egentlig har brug for. 

Med en interrail-billet af én måneds varighed og med 7 rejsedage, kan du rejse med toget ca. hver fjerde dag. Dette er for rigtigt mange mere end rigeligt og denne type billet koster kun lige under 2000 kroner. Vi tager udgangspunkt i netop denne billet i dette indlæg, men hvis du ønsker at købe en anden type billet, er det blot at lægge differencen fra eller til. 

Køb af vandrerygsæk

Det er meget forskelligt, hvor meget udstyr man har liggende derhjemme. Nogen har måske allerede tasken og andet udstyr, hvis de har været afsted på andre backpacker rejser. Andre starter fra bunden, da interrail er deres første rejseeventyr. Heldigvis er interrail en ret nem og billig måde at rejse på, og du behøver ikke tonsvis af udstyr. 

Før du overhovedet går i gang med at pakke skal du have din taske. Der findes et væld af forskellige tasker og ligeledes mange forskellige priser. For et sted mellem 600 og 1000 kroner kan du få en god vandrerygsæk, der fint dækker en interrailtur på en måned. Lad os tage udgangspunkt i, at du køber en rygsæk til 800 kroner. 

Da man ofte planlægger sin tur i god tid, kan du også være på forkant med at kigge efter gode tilbud. På den måde kan du tit komme endnu længere for 800 kroner. Vi anbefaler, at du køber en rygsæk med en volumen på mellem 50 og 65 liter eller lige deromkring. Mere har du ikke brug for og med alt for meget plads, kommer man hurtigt til at overpakke. 

Køb af andet udstyr til turen 

Udover din taske, er der andre ting, der er værd at investere i, før du tager afsted. Vi antager, at du selv har styr på tøj, sko og toiletsager, hvilket derfor ikke bliver medregnet i dette budget. 

Men der er andre ting, der kan gøre turen både mere komfortabel og billigere. Et rigtigt godt råd til en interrailtur, er at købe et mikrofiber håndklæde. Dette sparer dig både tid på turen og plads i tasken. Det tørrer rigtigt hurtigt, fylder næsten ingenting og koster ikke alverden. 

Hurtigtørrende håndklæde til 129,-

En hængelås bliver også hurtigt uundværlig at have med, da du på mange hostels skal bruge den til at låse ting ind i skabet. Undgå at skulle købe en til overpris på hostellet og hav den med hjemmefra. 

I løbet af dagen kan du hurtigt få brugt din telefon en hel del. Hvad end det er for at tage billeder, finde vej eller for at se anmeldelser af gode spisesteder i byen. Derfor investerer mange i en powerbank, så man ikke skal bekymre sig om at løbe tør for strøm undervejs. 

Egentlig behøver du ikke at købe ret meget mere, før du tager afsted. Hvis du vil have gode råd til, hvad du skal have med i tasken på din tur, kan du læse indlægget interrail pakkeliste og få et overblik over alt det praktiske i forhold til pakning. 

Før din interrailtur skal du bruge penge på selve billetten, dit interrail pass. Derudover skal du købe en rygsæk og andre småting som et mikrofiber håndklæde, en hængelås og en powerbank.

Udgifter undervejs på turen 

Udgifter til togene 

Med dit interrail pass er selve billetten til toget allerede købt. Dog skal du på nogle toge i Europa også købe en pladsreservation. Dette er ikke en kæmpe udgift, men det er værd at tage højde for alligevel, så man mindsker uforudsete udgifter. 

Pladsreservationerne koster som regel mellem 15 og 60 kroner, medmindre du skal rejse med nattog eller større lyntog. Hvis du planlægger at krydse den engelske kanal f.eks. fra Paris til London, så skal du budgettere med en smule mere til pladsreservationen. 

Men som udgangspunkt bliver det ikke særligt dyrt, især ikke når du højst rejser hver fjerde dag, som er det vi tager udgangspunkt i her i artiklen.

Udgifter til overnatning

En af de store udgiftsposter på din interrailtur er overnatning. Men i forhold til så mange andre måder at rejse på, kan det her gøres ret billigt. 

De fleste vælger at overnatte på hostels, når de er afsted og det er en rigtig god mulighed. For det første kan du overnatte ret billigt på et hostel. Hvis du er bekvem med at overnatte sammen med andre i et dorm, kan du nøjes med at booke en seng, hvilket som oftest er meget billigt. 

Tanken om at overnatte på denne måde kan afskrække mange mennesker. Men alle de andre, der overnatter der, er rejsende på samme måde som dig og ønsker blot et billigt overnatningssted, hvor de kan få en god nats søvn. 

Hvis du på forhånd tjekker anmeldelserne på stedet, kan du med garanti finde et hostel, hvor der er gode forhold og god sikkerhed. Desuden er det en rigtigt god mulighed for at møde rejsende fra hele verden. Mange hostels laver hver dag eller ugentlig events for deres besøgende. Dette kan både være udflugter og sightseeings, men også arrangementer på hostellet. Flere hostels har en bar og giver gode rabatter for overnattende gæster. 

På et hostel kan du overnatte for mellem 150 og 200 kroner pr. nat. 

Alternativer til overnatning 

Der er selvfølgelig flere forskellige andre muligheder for overnatning end hostels. Du kan vælge at overnatte på hoteller, hvis du ønsker en tur med mere komfort. Dette vil dog generelt blive en del dyrere. 

Airbnb er også en rigtigt god mulighed for overnatning. Her kan du mange steder få dit eget værelse, for nogenlunde den samme pris, som det koster at booke en seng på et hostel. Men det kræver som oftest, at du er ude i god tid. 

Desuden er det ikke altid at en airbnb-lejlighed ligger lige så godt og centralt som et hostel. Derfor kan det hurtigt koste dig ekstra penge i transport. Hvis du ønsker at spare endnu flere penge på overnatning, er det værd at overveje couchsurfing. Med couchsurfing kan du overnatte kvit og frit hos værter over hele verden.

Det kræver at du skriver lidt om dig selv og hvad du kan tilbyde som overnattende gæst. Det kan f.eks. være at i deler nogle fælles interesser, og at du er villig til at bruge en aften i selskab med værten på at tale om netop dette emne.

Alle værter har forskellige regler og forskellige forventninger til de overnattende. Men hvis du bruger lidt tid på det f.eks. i toget, kan du møde nogle rigtigt spændende mennesker og få lov til at overnatte hos dem gratis. 

tram i berlin

Udgifter til mad og drikke 

En af de andre store poster på turen, er udgifter til mad og drikke. Det er meget forskelligt, hvordan man ønsker at spise, hvor meget og hvor på sådan en tur. Men hvis man ønsker at rejse på et lavt budget, er det bestemt muligt at spise for ikke ret mange penge. Især hvis man ønsker at spise ude, afhænger budgettet til mad meget af, hvor henne i Europa man rejser. 

Det er generelt en del billigere at rejse i Østeuropa i forhold til Vesteuropa. Men ligegyldigt hvor du rejser, er det muligt at spise ude, uden at ens budget bliver overskredet. Langt de fleste steder, uanset destination, kan du få et rigtigt godt måltid mad og drikkevarer for ca. 150 kroner pr. person. 

Det er som regel billigere at spise en frokost ude, end det er at spise ude til aften. Så det kan være en god idé at skifte lidt imellem dette.Derudover er der mange penge at spare i supermarkeder. Hvad end du blot køber en færdiglavet salat eller ingredienser til selv at bikse noget sammen, kan du spare på madudgifterne. 

Desuden kan det være værd at finde et hostel, der har køkken som du kan benytte. På den måde kan du nærmest lave alverdens retter med ingredienser købt i det lokale supermarked og spare masser af penge. På samme måde kan du starte morgenen med at varme en bolle med noget pålæg og lave dig en kaffe, før du tager afsted. 

Alternativt kan du finde en kaffebar eller en café og købe det. Her vil du skulle slippe omkring 60 kroner, for en god kaffe med en croissant eller lignende. 

Udgifter til transport i byen

Det er meget forskelligt hvor mange penge, man har brug for til transport, i de forskellige byer man besøger.

For det første kommer det an på, hvilken by du er i, da der er forskel på priserne på offentlig transport fra by til by. Derudover afhænger det af, hvor meget du vil gå rundt selv og hvor langt fra centrum du bor. Selvom, at man som regel går meget mere, når man er ude at rejse, giver det ofte mening at køre med bus eller metro en gang imellem. 

Det skal siges, at rejser med offentlig transport ikke indgår i dit interrail pass og det bliver derfor en udgift vi må tilføje til listen. I nogle byer kan du måske nøjes med at købe en billet eller to om dagen, mens du andre steder kommer til at benytte den offentlige transport en del mere. 

Skal du meget frem og tilbage med f.eks. bus, kan det ofte betale sig at købe en billet, der gælder flere dage. Nogle gange er det muligt at købe turist-billetter, der f.eks. er gyldig i 72 timer til en god pris. 

Lad os antage at du bruger 50 kroner om dagen, baseret på et gennemsnit, hvor du nogle gange kun køber en billet og andre gange et flerdages-billetter. 

Udgifter til fornøjelser

Udover overnatning, transport og mad, skal der også være plads til fornøjelse og nydelse. Denne post inkluderer alt hvad der hedder øl og drinks på en bar om aftenen, shopping, indgange til muséer, diskoteker eller seværdigheder, is på strandpromenaden og så videre. 

Det er meget forskelligt, hvad man ønsker at bruge af penge på dette. Men hvis du gerne vil rejse på et nogenlunde budget, samt overholde det, så medregn det i dit budget. Sæt et bestemt beløb for dette og giv dig selv lov til at bruge lidt mere nogle dage og omvendt lidt færre nogle andre dage. 

Det er højst sandsynligt ikke hver dag, at du tager ud og drikker en masse øl og drinks. Det er nok heller ikke hver dag, at du får brug for eller har lyst til at shoppe et eller andet. Hvis du lægger 150 kroner til side per dag, så skulle det være realistisk både at have penge til en entré og en øl den ene dag og en drink og køb af en souvenir den anden.

På den måde kan du selv gemme lidt til de dage, hvor du ved at der er lidt flere udgifter til fornøjelser og oplevelser. Hvis du ønsker at have et større råderum kan du blot lægge flere penge til side per dag.

Undervejs på din tur vil der være udgifter til pladsbilletter i togene, transport i byerne og overnatninger. Derudover skal du bruge penge på mad og drikke, fornøjelser og seværdigheder.

Læg dit eget budget

Nedenfor har er alle tallene lagt ind i en tabel. Her får du et overblik over det samlede budget. Uanset hvordan du ønsker at rejse, er dette interrail budget et godt udgangspunkt. Men du kan selvfølgelig selv skrue op og ned for de forskellige udgiftsposter, som du har lyst. 

Desuden er det værd at have i mente, at priser og udgifter som sagt afhænger meget af både destination, og hvilket tidspunkt på året du rejser. 

UdgiftAntal dageDage + prisBeløb
Billet11 x 19611961
Rygsæk11 x 800800
Mikrofiber håndklæde11 x 150150
Hængelås11 x 100100
Powerbank11 x 300300
Pladsbilletter77 x 40280
Overnatning3030 x 1755250
Mad og drikke 3030 x 2006000
Transport3030 x 501500
Fornøjelser3030 x 1504500
I ALT20.841

Du kan sagtens gøre denne tur billigere ved f.eks. at overnatte i telt eller sove hos lokale via couchsurfing-appen. Du kan spare en hel del på madbudgettet ved ikke at spise ude hver dag. Derudover er der også lagt mange penge til side til fornøjelser og her kan du f.eks. vælge kun at bruge penge hver anden dag og dermed spare halvdelen af denne post væk.

Hvis du har spørgsmål til dit eget interrail budget eller andre kommentarer til artiklen, er du velkommen til at henvende dig herunder.

Kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Mere inspiration til dig

Annonce

Populære kategorier