• Interrail
More

    Guide til DSB interrail

    Hvad er interrail? 

    DSB interrail er en togrejse gennem Europa, hvor intet er bestemt på forhånd. Med interrail er det dig, der former din tur og der er uanede muligheder. Du kan besøge 31 forskellige lande i Europa med én billet. Det er en kæmpe oplevelse at rejse med tog gennem Europa.

    De seneste år er det blevet mere og mere populært og salget af billetter er steget voldsomt. Dog er det for mange en ny måde at rejse på og der kan opstå mange spørgsmål, når man skal planlægge turen. Hvor købes billetten og hvad koster den egentlig? Hvad er der ellers af udgifter og hvad skal jeg pakke? Hvilken rute skal jeg vælge og hvad skal jeg tage højde for?

    Vi giver dig svar på alle disse spørgsmål og giver dig samtidig gode råd og tips til din tur. 

    Interrail billetter – Hvilke forskellige typer af billetter kan man købe?

    Der findes mange forskellige typer af billetter og priserne er meget varierende. For det første er priserne inddelt i tre alderskategorier: ung (12-27), voksen (28+) og senior (60+). De billigste billetter sælges til de unge under 28, dernæst seniorer over 60 og sidst den voksne gruppe.

    Derudover er priserne inddelt i 1. og 2. klasse. Den dyreste klasse er selvfølgelig 1. klasse, hvor du får mere komfort undervejs. Forskellen på de to klasser er som regel at du har bredere sæder på 1. klasse, samt mere benplads. Derudover er der som regel et strømudtag pr. 2 sæder på 2. klasse, mens der på 1. klasse er ét pr. sæde.

    På nogle toge kan du få tilbudt aviser, et stykke frugt eller en flaske vand. Dette er meget forskelligt fra togselskab til togselskab. Men generelt får du en større komfort på 1. klasse og som regel vil der også være færre mennesker og derfor mere ro. For langt de fleste er 2. klasse tilstrækkeligt og det er også den form for billet, vi anbefaler at købe.

    Periode og rejsedage

    Sidst er billetter inddelt efter periode og antal rejsedage. Den kan være lidt sværere at gennemskue og kræver desuden, at du har en idé om, hvor længe du gerne vil være væk og hvor mange steder du vil besøge.

    Perioden er det samlede antal dage du kan rejse med toget. Det er ikke ensbetydende med at du skal være væk i hele perioden. Du kan sagtens rejse afsted længere inde i din periode eller tage hjem før. Med dit DSB interrail pass, har du én udrejse og én indrejse indkluderet. Du kan altså ikke rejse frem og tilbage gennem Danmark en masse gange. Èn gang ud og én gang ind.

    Rejsedagene er det antal af dage du kan rejse med toget inde for din periode. Det vil altså sige, at hvis du køber en billet med 7 rejsedage og en periode på 1 måned, så kan du på den måned rejse 7 gange. Du skal være opmærksom på at din ind- og udrejse skal medregnes i de 7 rejsedage. Du kan altså, når du først er rejst ud tage toget 5 gange yderlige, før du skal vende næsen hjemad og bruge den sidste rejsedag på indrejsen i Danmark. Medmindre du har planer om at komme hjem på en anden måde, selvfølgelig.

    Du kan læse mere om priser i indlægget Tog i Europa: Interrail pris. Her får du gode råd, hjælp til hvordan du booker pladsbilletter og så kan du desuden læse om forskellen på Globas Pass og One Country Pass. 

    Interrail-billetter er delt op i kategorierne: alder, 1. og 2. klasse, rejsedage og periode. Du kan købe billetter til hele Europa eller ét enkelt land. Det er billigst at rejse som ung, på 2. klasse med få rejsedage. Er du under 27 år, kan du rejse på 2. klasse i én måned med syv rejsedage for 1961,-.

    Interrail ruter – hvordan planlægger jeg min rute?

    Når du har fundet din billet – eller måske allerede før – skal du planlægge din rute. Der er uanede muligheder for spændende sammensætninger af ruter. Med din DSB interrail billet kan du nemlig besøge 31 forskellige lande og det strækker sig lige fra Storbritannien til Portugal og Grækenland. Du kan derfor virkelig komme rundt i Europa. Hvad end du er til storbyferie, strand, kultur eller natur, så findes der en rute til dig.

    Vi har sammensat tre ruter, der alle sammen byder på utrolige oplevelser. Find de tre ruter i indlægget ruter til togrejser i Europa og lad dig inspirere – eller stjæl den, hvis du vil. Interrail er meget individuelt og to ture bliver aldrig ens. Du har masser af muligheder og kan gøre nøjagtigt som du har lyst.

    Interrail budget – hvad koster det at tage afsted? 

    Der er selvfølgelig forskel på folk og alle rejer på sin måde. Men DSB interrail kan altså gøres ret billigt, hvis man vil. Det kræver ikke de store indkøb forinden, og undervejs på turen kan du også sagtens minimere udgifterne.

    Du skal selvfølgelig købe billetten forinden. Derudover skal du have en vandrerygsæk, hvis du altså ønsker at rejse med sådan en. Det er uden tvivl det vi anbefaler, men interrail kan være mange ting. Du skal gøre som du har lyst til.

    Undervejs på turen får du brug for penge til overnatning, mad og drikke, fornøjelser, transport og pladsbilletter. For langt de fleste er det muligt at rejse i én måned for maksimum 20.000,- i alt inklusiv udgifter før og undervejs på turen.

    Læs hele vores interrail budget – guide, hvor du får det samlede overblik over udgifter på en måned. 

    Tag på interrail i 30 dage for 20.000,- inkl. billet, rygsæk, overnatning, mad og drikke, fornøjelser, transport og pladsbilletter. En billig måde at besøge Europas mange hovedstæder, storbyer eller småbyer.

    Interrail tips – fordele ved interrail og vores tips til turen

    Når du rejser med tog får du en helt anden fornemmelse, end hvis du flyver. Du følger landskabet undervejs og har hele tiden en idé om hvor du er henne. Du kan ændre din tur undervejs som det passer dig. Og bliver en by kedelig, så hopper du bare på toget og kører videre til den næste. Der er helt utroligt meget frihed i at rejse med DSB interrail. Og du kan nå at se rigtigt mange byer og smukke seværdigheder på meget kort tid.

    Du kan besøge 31 forskellige lande og du bestemmer selv om du vil på storbyferie eller badeferie. Planlæg en rute, hvor afstandene ikke er helt vildt lange mellem alle destinationer. Engang imellem kan man godt overskue en lang tur, men du har også brug for nogle kortere ture indimellem.

    Hvor længe skal du være i en by?

    Desuden er det vigtigt at du finder en god balance for, hvor længe du er i en by af gangen. Nogle har brug for lang tid i hver by, for at falde til og have tid nok til at endevende det meste af byen. Andre vil gerne nøjes med få dage og kan godt lide, at det presser dem til at få rigtigt meget ud af dagene. Det er dig der bestemmer, men vi anbefaler, at du på forhånd lægger en plan for, hvad du gerne vil se i de enkelte byer.

    Når du har dannet dig et overblik, er det nemmere at gennemskue, hvor mange dage du bør sætte af til hver by. Pak altid meget mindre end du tror, at du får brug for. Og læg gerne lidt ekstra penge til side, hvis der skulle opstå noget uforudsigeligt.

    Læs meget gerne vores andre indlæg om interrail og skriv endelig en kommentar, hvis du har spørgsmål .Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du står og skal afsted på interrail – så tøv ikke med at tage kontakt til os.

    Kommentarer

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    Annonce

    Populære kategorier

    Mere inspiration til dig