More

    Langturssejlads: Bliv inspireret af forfatter Sarah-Ann Hunt

    Gast

    Sarah-Ann Hunt

    Gæsteskribent

    Sarah arbejder til daglig som Skibsofficer hos A.P Møller Mærsk. Derudover er hun en garvet eventyrer og nyudklækket forfatter, der i øjeblikket er aktiv med hendes første bog “YOLO – You Only Live Once”.


    Som tiderne skifter, skifter rejsemål og rejsetrends ligeså. For blot få år siden var konceptet, og ja selv ordet ”langturssejlads”, endnu rimelig ukendt for langt de fleste danskere. Det ændrede ét enkelt tv-program dog godt og grundigt på tilbage i marts 2014.

    Inden længe lå gaderne øde hen hver tirsdag kl. 20.00, når hele Danmark drømte sig langt væk foran skærmene derhjemme i stuerne, imens langturssejlernes forgangsmænd Troels Kløvedal, Mikkel Beha og Co. stævnede ud med ”Kurs mod fjerne kyster”.

    Man skulle jo nærmest være lavet af sten, hvis ikke de smukke og livsbekræftende programmer plantede små frø og et spirende håb om, at udleve selvsamme drøm en skønne dag.

    Som så mange andre fantaserede jeg også med foran tossekassen, og forestillede mig levende hvordan job, lejlighed, venner og hverdag blev sat på standby for i stedet at dedikere livet til eventyret og stævne ud mod de kridhvide bounty-strande, smukke atoller og eksotiske palmeøer.

    Sarah-Ann Hunt

    Dream It, Do It

    Ja, man kunne næsten smage kokosnødderne og de kolde øl på tungen efter sådan en tirsdag aften. Resten af ugen drømte jeg mig væk, indtil endnu et fantastisk og inspirerende program løb over fjernsynsskærmen.

    Én ting er at drømme. Det er jo let nok. Noget helt andet er at gøre noget ved det. For virkeligheden var desværre bare, at jeg ikke var født med hverken saltvand i årene eller vokset op med sejlads. Næ, jeg havde knapt nok sejlet og kendte hverken forskel på styr- og bagbord eller for og agter.

    Der var ingen i min omgangskreds, der sådan rigtigt sejlede. Hverken professionelt eller på hobbyplan. Jeg selv ejede ikke en båd, og fik sandsynligvis nok heller aldrig råd til at købe en.

    Og ja, så var der jo også lige det lille aber dabei, at jeg faktisk var temmelig bange for vand, og aldrig rigtig havde fået lært at svømme, efter jeg nær var druknet under et forvokset badedyr som 6-årig.

    Så en jordomsejling eller månedsvis til søs var måske ikke det mest realistiske eller oplagte at drømme om, men som en klog rapper engang sagde:

    Reality is wrong – Dreams are for real

    Jeg havde absolut ingen forudsætninger for selv at drage på langfart til søs, men det gælder om at se muligheder i stedet for begrænsninger her i livet, og drømme er jo samtidig til for at blive opfyldt.

    Gast, gæst eller begge dele?

    Hvis man vil have noget til at ske, må man også gøre en indsats for det. Derfor satte jeg mig ned og undersøgte alt om langturssejlads. Til min store glæde fandt jeg hurtigt ud af, at man sagtens kan komme ud at sejle, selvom man hverken er sejler eller svømmer. Man kan nemlig blive gast!

    ”Gast”, tænker du nu? Så skal man vel også kunne navigere, svabre dæk, sidde i udkigstønde, kaste anker, binde knob og vide noget, om vind- og vejr? Nej, er det korte svar. En gast er nemlig blot en ”betalende gæst ombord på et skib”, og så længe man er arbejdsom, motiveret og venligt stemt, kan alle og enhver faktisk blive gast.

    Gaster er lidt ligesom gæster ombord; de betaler for en køjeplads. Typisk er der tale om et mindre beløb på omkring 220-270 kr. pr. nat. Derudover bidrager man hver især, med det man kan. Det kan fx være madlavning, udkig, vedligeholdelse eller sociale tiltag. Resten kan heldigvis læres undervejs.

    Vil du være godt forberedt inden afgang, kan det stærkt anbefales at læse blogs eller bøger som  Langturssejlads.dk, Thomasveber.dk, Havana.dk, Noonsite.com eller se serier som Over Atlanten, Kløvedal i Indonesien og Det Sejler.

    Gast

    Hvem, hvad og hvor?

    Det næste naturlige spørgsmål der melder sig, er jo så: ”Hvor man kan blive gast henne?”, hvilket i høj grad afhænger af, hvor du vil hen, hvordan du vil sejle og hvem du vil sejle med. Man kan både sejle kommercielt eller privat, og der er selvfølgelig ulemper og fordele ved begge dele.

    Jysk Rejsebureau, Oure Højskole, Kilroy, Albatros Travel, udenlandske G Adventures og The Yacht Week arrangerer alle forskellige former for sejlads. Her kan bl.a. nævnes kroatisk skærgårdssejlads, Danmark Rundt, øhavs hop i Thailand, rundture og sejladser i Sri Lanka, Cuba, Maldiverne, Indonesien eller bare en uge fyldt med fest, farver og fede både.

    Mange mennesker lever af at sejle med gaster, og de kan selvsagt ikke alle være lige gode eller lige reelle. Du bør derfor undersøge og overveje nøje, hvem du sejler med samt hvilket udstyr, de har med ombord. Ikke kun dykkerudstyr, surfboards, havkajakker, droner eller Go Pro-kameraer, men i den grad også udstyr af mere afgørende karakter såsom diverse sikkerhedsudstyr.

    De fleste private langturssejlere har en hjemmeside, blog eller Facebook-side med oplysninger om båd, besætning og rute. Studér dem nøje og tænk over, hvad den viser eller fortæller, om dem der har lavet den.

    Hvordan er deres sejlstil, baggrund, indstilling, budgettering og prioritering? Deres sejldrøm kan sagtens være anderledes end din.

    Længere rejse med langturssejlads

    Gastebørser og bådlister

    I første omgang kan det være en god ide, kun at sejle med danske skippere og danske både. Her kommer de såkaldte gastebørser og den danske Foreningen til Langturssejladsens Fremme aka. ”FTLF” ind i billedet.

    De er behjælpelige med alt fra bådlister, skibspositioner, aktivitetskalender, kurser, foredrag og træf. Samtidig formidler de kontakt mellem skippere og gaster i form af de såkaldte gastebørser og bådslister, hvilket giver både skippere og gaster i ind- og udland rig mulighed for at netværke og samarbejde.

    Derudover er de en generel sikkerhed og garanti for, at dem du sejler med, er uddannede og godkendte skippere.

    Togtet går til?

    Derefter kommer det sjove. Hvor skal turen, eller togtet som det hedder, så gå hen samt over hvor lang en periode? Du kan godt rydde et godt stykke i kalenderen… I sagens natur varer de fleste togter ret længe deraf ordet langtur.

    Nogle få varer 2-3 uger, men de fleste togter varer flere måneder eller halve år, og det er ikke ualmindeligt at gasterne får smag for livet til søs, og vælger at forlænge med et togt eller to.

    Når først man er afsted, er livsstilen stærkt vanedannende, og rejsestilen er én af de få, hvor du faktisk kan spare mere ved at være ude end hjemme.

    Vanuatu, Tuamotu, Tonga, Busuanga, Marquesas, Pitcairn, Galapagos eller Kiribati? Ja, det kan være svært både at udtale og vælge. Udbuddet er ligeså stort som verdens syv have.

    Der er ikke 2 bølger, der er ens. Ej heller to togter og oplevelsen vil derfor variere meget afhængig af timing og tilfældigheder. Vand, vind og vejr vil altid variere og du kan derfor aldrig helt være sikker på afgang- og ankomst, program eller sågar destination.

    I vores travle, trippende og altid plan- og skemalagte verden, er langturssejlads et befriende pust i kalenderen. Ingen ved på forhånd, hvor lang tid en Atlanterhavskrydsning eller 500 sømil tager. Det skal man lige huske at have in mente, så man ikke står og skal hjem til et bestemt tidspunkt eller inden for en vis tidsramme.

    Hav derfor gerne lidt buffer, når du planlægger ferie eller arrangerer flybilletter. Man kan med fordel gøre brug af såkaldte ”sømandsbilletter”, som flere rejsebureauer kan være behjælpelige med.

    Solnedgang på sejllads

    Hårdt at holde ferie!?

    Langturssejlads kræver meget, og det kan indimellem godt føles helt hårdt sådan at være på ferie. Til gengæld er det en fantastisk rejseform og en oplevelse ulig alle andre, der virkelig giver følelsen af frihed og det at være i live.

    Der er en helt særlig tilfredshed og livsglæde ved at stå bag et ror og se solen synke i det fjerne. Jeg selv sejlede for første gang med som gast tilbage i 2010, hvor min drøm gik i opfyldelse, og jeg har stort set sejlet lige siden.

    Undervejs har jeg både oplevet at støde på grund midt om natten i Kroatien, været med til en redningsaktion i Fransk Polynesien, sejlet fra en misseladvarsel nær Hawaii og stået op med tyfoner i horisonten ud for Filippinerne.

    Jeg har både sovet på dæk, i hængekøje samt køjesenge fyldt med kakerlakker og skimmelsvamp. Jeg har sejlet med skibe, der havde flere romflasker end redningsveste ombord, og alligevel ville jeg ikke bytte det med nogle som helst andre oplevelser – eller en 2 ugers all-inclusive ferie for den sags skyld. 

    Langturssejlads er ikke altid nemt, bekvemt eller lige præcis det, man forestillede sig og håbede på hjemmefra. Derudover er der simpelthen bare mange ubekendte faktorer, der ikke er til at forudsige. Men hey! Eventyret sker jo netop først, når vi mindst venter det. #YOLO 

    Kommentarer

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    Annonce

    Populære kategorier

    Mere inspiration til dig